Kildekritik i børnefaglig undersøgelse

En børnefaglig undersøgelse indeholder sjældent rendyrkede primærkilder. Størstedelen af oplysningerne har passeret mindst ét led: samtaler gengives, journalnotater sammenfattes, tidligere undersøgelser henvises der til. Kildekritikken skal tage hensyn til, hvordan oplysningen har bevæget sig fra hændelse til tekst.

Jo flere led en oplysning har passeret, desto større er risikoen for, at den har fået et andet indhold undervejs. Det gælder især, når ordvalg ændres mellem leddene.

Oplysninger, der dokumenteres kort tid efter en hændelse, har normalt højere værdi end oplysninger, der gengives længe efter. Et notat skrevet samme dag er som regel stærkere end et resonnement i en sammenfatning skrevet måneder senere.

Hvis en oplysning går igen i flere uafhængige kilder, styrkes den. Hvis samme oplysning går igen, men altid via samme oprindelige kilde, er der ikke tale om uafhængig bekræftelse – kun om gentagelse.

En almindelig faldgrube er, at en sagsbehandlers fortolkning af en oplysning senere gengives, som om det var oplysningen selv. Den næste undersøgelse bygger så videre på fortolkningen uden at gå tilbage til primærkilden.

En anden faldgrube er, at fravær af oplysninger fortolkes som bekræftelse. At en referenceperson ikke har udtalt sig om et bestemt spørgsmål, er ikke det samme som et negativt svar.

LexActa.Cloud kortlægger, hvilke oplysninger undersøgelsen bygger på, og viser, hvor samme oplysning går igen via samme oprindelige kilde. Værktøjet markerer også, hvor fortolkninger fra tidligere dokumenter er blevet til påstande i den aktuelle undersøgelse.

Sammenstillingen fungerer som et arbejdsgrundlag for den videre kildekritiske vurdering.