Bevisbedømmelse i straffesager

Beviskravet hævet over enhver rimelig tvivl styrer hele bevisbedømmelsen. Det er ikke nok, at anklagemyndighedens version er mere sandsynlig end tiltaltes – der må ikke foreligge rimelige alternative forklaringer, når materialet vurderes samlet.

Det indebærer, at bevisbedømmelsen skal arbejde eksplicit med alternative hypoteser. Hvis en alternativ forklaring er rimelig, og materialet ikke kan udelukke den, kan beviskravet ikke anses for opfyldt.

Hvert bevis vurderes først for sig. En afhøring, et teknisk fund, en vidneforklaring – hvad bidrager det med, hvor sikkert er det, og hvilken usikkerhed ligger der i det?

Dernæst vejes bevisførelsen samlet. Spørgsmålet er ikke, hvor mange beviser der findes, men hvor meget bevis der faktisk kræves for det, der skal bevises i den konkrete sag.

En almindelig faldgrube er, at flere beviser, der i sidste ende går tilbage til samme oplysning, regnes som selvstændige. Hvis tre vidner fortæller om en hændelse, men samtlige bygger deres opfattelse på information fra samme kilde, er der ikke tale om tre uafhængige beviser.

En anden er, at tiltaltes forklaringsadfærd tillægges betydning på en måde, beviskravet ikke tillader. Fravær af en forklaring er ikke bevis.

LexActa.Cloud sporer oplysninger til kilden og beviserne og viser, hvilke påstande der understøtter anklageskriftet. Værktøjet markerer, når samme oplysning går igen via forskellige led, og når konklusioner i sagens akter går videre, end det underliggende materiale understøtter.

Resultatet er et struktureret kort, som juristen bruger som udgangspunkt for sin egen bevisbedømmelse.